De fleste af os er opmærksomme på, når det er fuldmåne. I hvert fald på skyfrie nætter, hvor solens reflektion via månen lyser op både ude og inde.

Der er en særlig magisk stemning, når månen sender solens reflektion ned til os. Vi mærker storheden i Universet, og kan forbinde os med det enkle mirakel, at vi befinder os på en lille, smuk og magisk planet i et kæmpe solsystem.

Månen har stor indflydelse på naturen, og på vores krop. Tidevandet styres af månens kredsløb om jorden, og da vores kroppe består af 70% vand mærker vi også denne rytme dybt i vores system. Vand og følelser er nært forbundet, hvilket forklarer hvorfor følelserne ligger så tæt på overfladen omkring fuldmåne.

Giv slip på det, som ikke støtter dig

Du kan bruge den kraftfulde fuldmåne energi til at give slip på det, som du ikke længere har brug for i dit liv. Lad det falde væk, åbn dine hænder, bare giv slip og lad det forlade dit system. Du behøver ikke altid tage action og handle og have travlt. Her ved fuldmånen er det oplagt at læne dig tilbage og overgive dig til livets mysterier, til den indre puls og til Moder Jords magiske kraft.

Hvis du har sat en intention og en kurs ved nymåne, er fuldmånen tiden hvor du justerer din kurs og slipper det, som ikke støtter din proces og din rejse mod manifestation af din intention. 

Fuldmåne fokus

Når du giver slip på det, du ikke længere har brug for, kan du opleve et tomrum.

Fyld det med taknemmelighed.

Send taknemmelige tanker til alt det gode i dit liv og overgiv resten til det Guddommelige.

Det skaber magi.

Fuldmåne og følelser

Følelser relaterer til elementet vand, som månens kraft trækker i. Det trækker dine følelser op til overfladen – også dem, som du måske har forsøgt at holde væk, eller som du bare ikke var bevidst om.

Der er flere måder at håndtere de følelser, som kommer op.

  • Du kan forsøge at undertrykke dem
  • Du kan lade dem styre dig og rette energien udad
  • Du kan lade dem være der og bare trække vejret ind i energien

Fuldmånens magi åbner mulighed for at du kan mærke alle dine følelser og skabe fred med dem.

Er der noget, du har brug for at tilgive? Tilgive dig selv? Tilgive andre? Acceptere? Give slip på?

Fuldmåne ritualer

Et ritual er en handling, som forstærker din intention, giver dig fokus og fornyr din energi. 

Du kan lave dit fuldmåne ritual ude i naturen eller indendørs, dag, aften eller nat. Du behøver ikke kunne se månen, for hendes energi er tilstede overalt.

Vi bruger ofte ild i et fuldmåne ritual. Ild symboliserer forvandling, og du kan bruge ild til at styrke din intention om at give slip og forvandle energien til positiv støtte og kraft i dit liv.

Hvis du har mulighed for det, kan du sidde udendørs ved et bål. Indendørs kan du bruge et stearinlys. Du kan også bruge et lys med batteri, hvis du ikke ønsker røg og partikler i dit rum.

Det som gør dit ritual helligt og powerfuldt er den intention og den energi, du lægger i processen.

Skab et helligt rum til dit fuldmåne ritual

Hvad enten du er ude eller inde, vil det støtte din proces, hvis du skaber et smukt space omkring ritualet.

Udendørs kan du helt enkelt markere området omkring dit bål med sten, som markerer de 4 verdenshjørner. Tegn en imaginær cirkel omkring dig for beskyttelse.

Indendørs kan du lave en cirkel med ting, som repræsenterer beskyttelse og healing for dig. Det kan være blomster, krystaller, æteriske olier, røgelse eller figurer. Skab et smukt space, som åbner dig for magi og nærer din sjæl.

Marker verdenshjørnerne med magiske symboler

RitualDu kan forstærke energien i cirklen ved at markere de fire retninger med ting, som repræsenterer hvert element. Hvis ikke du kender kompasretningen der, hvor du er, kan du kigge på solen. Den står mod syd ved middagstid, står op i øst og går ned i vest.

Jord mod nord: Marker nord med en plante, sten eller krystal. Du kan også bruge en skål med frugt eller nødder, eller blomster. Brune og beige farver repræsenterer elementet jord.

Luft mod øst: Marker øst med fjer, en vindklokke eller en symbolsk rede med æg. En spiral også symbol på elementet luft. Grønne farver repræsenterer elementet luft.

Ild mod syd: Marker syd med levende lys, røgelse eller gyldne ting, som reflekterer lyset. Røde og orange farver repræsenterer elementet ild.

Vand mod vest: Her kan du bruge muslingeskaller, fisk (figurer), en skål med vand eller en smuk glasbeholder med vand. Blå og mørke farver repræsenterer elementet vand.

Placer dine symboler smukt i en cirkel omkring dit .

Et helt enkelt fuldmåne ritual

Du skal bruge:

  • Et lille stykke papir og en pen
  • Et bål eller et lys
  • En krystal og en symbolsk genstand, hvis du har lyst

Dit ritual

Tænd dit bål eller sid ved dit stearinlys.

Hold din krystal et øjeblik, visualiser at den er renset og klar til at støtte dig.

Læg din krystal ved lyset, sammen med det symbol, du har valgt.

Luk øjnene og mærk dit åndedræt. Sid stille indtil du føler dig centreret og rolig.

Mærk ind til det, du ønsker at give slip på og det, du ønsker at få klarhed over.

Skriv det på dit papir.

Sid med dit skriv et øjeblik, bliv klar til at slippe dette.

Brænd dit papir på bålet – eller fold det sammen og læg det ved dit lys.  Se det blive transformeret af ilden – visualiser det brænde, hvis du er indendørs. (Brænd det senere ved køkkenvasken).

Sid stille og åbn dig for det nye, som er på vej ind i dit liv. Vær åben, lyt, mærk din krop, vær tilstede og modtagende.

Tak månen for hendes hjælp på din rejse.

Udvidelse af dit ritual

Skriv fra hjertet
Du kan vælge at afslutte ceremonien med at skrive dine tanker og ideer ned. Skriv fra  hjertet i et frit flow. Du vil åbne dig for at modtage beskeder og ideer.

Indre rejse
Du kan lægge dig ned og tage ud på en indre rejse. Du kan bruge din indre vejledning, eller du kan bruge en guidet meditation, som du allerede kender.

Konkret vision
Du kan skabe en konkret vision for din fremtid nu, hvor du har sat en ny kurs og givet slip på det, som ikke længere støtter dig. Skab et klart indre billede af det, du ønsker at manifestere i dit liv. Det, som gør dig glad og får sjælen til at synge.

Manifestations collage
Hvis du har tid og lyst kan du skabe en collage, hvor du kombinerer billeder, ord, farver og former i fri leg. Skab et billede af dig selv, dit liv, dit arbejde, dit forhold, din bolig….. det som er vigtigt for dig, – og lad dit billede udtrykke den højeste, bedste version af dit liv.

Events hos SHINING PEOPLE

Vi holder jævnligt forskellige events, hvor lyd, mantras, krystaller, naturenergier kommer i spil.

Se aktuelle events her.