Skulle vi smutte til Kundalini Yoga festival sammen?

Torben og jeg har været optaget af spiritualitet og personlig udvikling altid, også før vi mødte hinanden for 25 år siden. Vi har haft hver vores redskaber på rejsen, selv om vi har gået side om side.

De sidste par år er Kundalini Yoga kommet ind i mit og i vores liv, og det er ved at udvikle sig til et fælles redskab, noget vi kan dele og arbejde med sammen. Jeg er jo i gang med Kundalini Yoga uddannelsen Level 1. Et af kravene til uddannelsen er at vi tager en række yogaklasser hos andre samt at vi deltager i en dag med Hvid Tantra hvis muligt.

Det ville jeg jo super gerne, og muligheden for at tage det på yogafestival i Frankrig lød meget tillokkende. Heldigvis ville min søde mand rigtig gerne med på den festival, faktisk har det været ham, som har holdt visionen på trods af diverse praktiske udfordringer.

Hvad er en Kundalini Yoga festival?

Det var et godt spørgsmål. Vi læste på festivalens hjemmeside sidst på vinteren at det er en uge ved et slot 250 km syd for Paris, at man sover i telt, at der er masser af yoga, musik og meditation, at menuen består af hvidløgssuppe om morgenen og ris med mungbønner og grønsager om aftenen.

Menuen? Uha, jeg må vist have lidt ekstra mad med i rygsækken……. (selv om jeg elsker enkel mad er jeg også ret følsom overfor “for lidt mad” tanken).

Det stod også at der er tre dage med det mystiske Hvid Tantra. At det er ret billigt fordi man hjælper hinanden med de praktiske opgaver. At der kommer omkring 2000 mennesker, og at de fleste går i hvidt tøj hele ugen.

Det lød spændende, mystisk og fantastisk. Når man kender Kundalini Yoga i praksis lyder det faktisk rigtig fedt med en hel uge med yoga og chanting i sydens varme. Vi var på, meldte os og ventede spændt.

yogamad på Kundalini Yoga festival

Roadtrip og oplevelser

Torben og jeg har faktisk aldrig været på sådan en tur, bare os to. Vi har haft hjemmeboende børn siden vi mødte hinanden og har prioriteret samvær med dem og hjemmeliv, have og hus frem for ferier til fjerne himmelstrøg. Så nu ville vil godt lige have tid til at opleve turen til Frankrig i vores herlige nye bil, og vi valgte en rute med lidt oplevelser undervejs.

Vi forlod Nørregade 10 klokken 6 fredag morgen. Målet var en campingplads i Reims i nordøst Frankrig. Ruten var over Belgien, Ardennerne og det franske Champagne distrikt. En fin tur, med mange forsinkelser, mest pga vejarbejde på den tyske A1 motorvej. Samt tordenvejr, regn og en gigantisk tysk ferietrafik. Noget som godt kunne have stresset os ift tidsplanen, men vi nød faktisk bare turen og hinandens selskab.

Roadtrip via Seine floden

Alt optaget…..

Da vi endelig nåede frem til vores lille campingplads var alt optaget. Klokken var 21, vi var sultne, og det var snart mørkt. Hurtig beslutning, vi kører videre til næste camping, 35 km nærmere målet, og satser. Vi kom ind, fik en plads, og de lukkede 10 minutter senere. Den oplevelse blev ligesom kendetegnende for hele vores rejse. Flow, tillid, ro og nydelse.

Vi rejste på floden af flow.

Næste dag helt bogstaveligt – det øsede ned alle 5 timer, imens vi kørte gennem det smukke franske landskab. Vi havde besluttet at stoppe ved Frankrigs to store floder, Seine og Loire, vi måtte bare dyppe tæerne og sende gode ønsker ned af floderne. Regnen stilnede af begge gange og vi fik skønne minder med i kufferten.

Lørdag var dagen hvor Kundaliniyoga Festivalen startede, og vi ville gerne være der til åbningsceremonien.

Kundalini Yoga Festival teltet

Det var der også mange hundrede andre, som ville 🙂 Vi ankom, helt uforberedte på størrelsen af sådan en festival og på afstanden mellem p-plads og teltpladser og indtjekning. Faktisk var der ikke rigtig flere teltpladser og alt virkede pludselig ret uoverskueligt. En kort overgang.

Vi læssede vores ting og sager af et centralt sted, og lige som jeg skulle til at skrive til vores danske kolleger Andreah og Tina for at høre, om de havde fundet en plads, hørte jeg Andreah´s  stemme højt og klart. Hurra, vi kunne finde teltplads sammen. Floden af flow, igen.

Vi endte med at sætte telte op i skoven, vi ryddede grene og skabte to fine nogenlunde vandrette pladser. Det viste sig at være et perfekt sted til overnatning, der var skygge og læ, ikke langt til toiletterne og tilstrækkelig langt til festivalpladsen, så der var ro om aftenen. Floden af flow var med os overalt. Herligt. Vi nåede også at få aftensmad (Kitchari, ris og linser, smagte skønt), og var klar til noget Kundalini Yoga.

En overflod af yoga, chanting og inspirerende workshops

De næste tre dage flød afsted. Der var så meget yoga og så mange spændende indslag, at vi bare måtte vælge, og huske at lægge nogle pauser ind. Dagene starter med morgen Sadhana i 2 1/2 time fra klokken 4.30. En smuk og dejlig tradition, som måske lyder af lang tid, men den er godt brugt, tiden. En morgen var vi på grønsags-snitte holdet i stedet, men det var også en fin oplevelse at være fælles om at tilberede maden.

I løbet af dagen var der workshops, og fælles yogasession i det kæmpe store telt, som rummede næsten 2000 mennesker på White Tantra dagene.

Vi fik prøvet Sat Nam Rasayan healing, forskellige yogasæt og meditationer og jeg fandt også yoga zoneterapien, som lige inspirererede mig til at tage min gamle zoneterapeut uddannelse frem igen, med en yogisk tilføjelse.

Torben og jeg har en fælles passion for musik og chanting, og vi var med i to dage på super skøn workshop med musiker og kunstner Jai Jagdeesh. I samarbejde med sin far på guitar gav hun os en fuld yogatime med yogaset og meditation samt chanting, det hele med live musik. Virkelig inspirerende, opløftende og skønt.

Jai Jagdeesh workshop

Alt var ret magisk. Flow blev ved med at følge os, vi gav bare slip og lod os inspirere, fik aften-te, shoppede lidt i boderne, mødte mange spændende mennesker, altid lige på det rigtige tidspunkt og nogen mødte vi bare igen og igen. Nye venner.

Fik jeg sagt at maden var skøn, at der var rigeligt af den? Jeg  fik ikke brug for ekstra mad, ud over lidt riskiks og rosiner. Torben klarede 5 dage uden kaffe, og havde ingen bivirkninger selv om han er inkarneret kaffedrikker. Yoga fylder krop og sjæl med så meget godt og i den høje energi var taknemmelighed og glæde naturligt.

White Tantra.

Hvid tantra er en helt særlig begivenhed. Jeg havde læst om det og hørt om det, men aldrig rigtig formået at forstå og rumme hvad det egentlig er for noget. Det lød ret vildt og hårdt, og samtidig skulle det være mega transformerende. Noget med at sidde stille meget længe, på gulvet i skrædderstilling. Noget med energiflow ned gennem lange rækker af par i hvidt tøj. Noget med meditationer i 62 minutter uden pause, og gentagent. Noget med at brænde karma, frigøre gammel bagage, og spirituel åbning, healing og brug af maskulin/feminin energi.

Nå, men både jeg og min dejlige mand er sådan nogen, som bare hopper ud i tingene, og lærer det der skal til undervejs.

Torben efter en dags White Tantra

Vi var klar, i vores hvide tøj og turban (eller hvid hue) så håret er dækket. Fandt en plads i rækkerne, ved siden af et fransk par til den ene side og et tysk par til den anden side. Det hele blev ledet af en kvinde som er indviet af selveste Yogi Bhajan, som er den som har “stafetten” i forhold til at lede White Tantra. Han var med på video, introducerede hver øvelse. Det gik op for os, at meditationerne var med mantra, at vil skulle chante hele dagen. FANTASTISK. Vores yndlings yogi/yogini redskab er stemmen, naad, lyden, de transformerende mantras.

What a day. Magisk igen. Virkelig skønt, fantastisk, hård (men til at holde ud), givende og inspirerende. Behøver jeg at sige, at vi var løftede og glade?

Hjemtur med flow

Vi var nødt til at forlade festivalen før den sluttede, da arbejde og dyr kaldte hjemme i DK, og vi havde lært, hvor forsinkede man kan blive på turen. Så torsdag morgen pakkede vi vores telt sammen og kørte nordpå. Fyldt med energi, skønne oplevelser og en stor lyst til at tage til kundalini yoga festival igen. Snart 🙂

Vi fløj nærmest hjemad, mere flow, nu bar den os bare nordpå. Vi stoppede kun kort, og havde en dejlig tur, landede i Halling ved midnat, i god stil, og i god tid til at integrerer oplevelsen. Sammen.

Sat Nam. Wahe Guru.