fbpx

Tågen ligger tæt derude og jeg skal på tur. På et magisk eventyr. På opdagelse.

Det er en helt almindelig onsdag morgen i november. 

Jeg har besøg af min sjælesøster Trine Lise, som bor i Norge. Trine ankom i Bella Rosa (rød Fiat med sjæl) dagen før, og da Trine og jeg er til NATUR og fotografi drog vi straks på en kort tur til min lokale skov.

Min hemmelige kilde i skoven

Kilden i Halling skovHer starter magien – tågen indhyller træerne og vi finder vej til den hemmelige (læs: ret ukendte) kilde til Skader å, som udspringer i Halling skov, 15 minutters gang fra mit hjem.

Moder Natur byder os indenfor og vi forbinder vore hjerter og sjæle ved det strømmende vand. (og får våde sko og det første mudder på bukserne).

Jeg mødte Trine i starten af 2017, hvor vi begge skulle på fotoweekend på Langeland. Da Trine kommer sejlende nordfra, aftalte vi at køre sammen fra Halling, og jeg inviterede naturligvis på en overnatning. Dette møde blev starten på et fint venskab og fællesskab – men det er en anden historie.

Tilbage til den der onsdag morgen. Vi vidste at vi ville ud i naturen og jeg havde tænkt på, at Mols Bjerge ville være et fint sted til en fotoekspedition. Det der med bjerge kommer lidt i perspektiv, når man har norsk besøg, men jeg elsker naturen derude og det måtte være super. Da vi snakkede om dagens mål sagde Trine straks, at hun havde tænkt på Mols – og så var det jo ligesom en aftale.

Imrama – sjælens rejse

Om morgenen inden vi drog afsted, trak vi hver et kort fra Rebecca Campbell´s Work Your Light Oracle Cards for at få lidt guidance om turens fokus.

Mit kort var IMRAMA med undertitlen “Where are you being called to journey to?”

Kortet handler om rejse. Imrama er det keltiske ord for sjælens rejse. Lige i øjet på en dag, hvor vi tager på en rejse, selv om jeg ikke tænkte videre over at det var en rejse med det samme, da jeg jo har været i Mols Bjerge mange, mange gange før og der er ikke så langt derhen.

Ok, rejser kan også være korte. Det er et spørgsmål om fokus, intention og perspektiv.

En af sætningerne Rebecca skriver om kortet Imrama er:

“Follow the invisible soul trail and be willing to explore”.

Det blev lige netop kernen i vores rejse den dag, at følge det usynlige spor, som åbenbarede sig for os da vi gav slip på styringen og lod os lede gennem tågen.

Turen går til….. Kalø Slotsruin


Vi kørte afsted ved 9-tiden i Grace – min skønne, nye orange Citroën som fik navn via morgenfruerne og den lethed, som hun (bilen har en feminin energi) har bragt os. Grace blev fyldt med varmt tøj, gummistøvler og fotoudstyr. Vejr-profeterne havde forudset at tågen ville lette hen over middag, så jeg forventede at vi kunne nyde udsigten fra Trehøje senere.

Men det skulle bliver anderledes…..

Turen til Mols Bjerge går forbi Kalø, hvor der er ca 20 minutters gåtur ud til Kalø Slotsruin. Grace blev nærmest trukket ud til højre, og vi landede på p-pladsen, hvor vi spejdede efter Kalø, som næsten var skjult i tågen. Yes, vi måtte helt sikkert lige smutte derud og se, hvordan det stod til med middelalderen, set fra 2018 perspektivet. Smuk tur, bølger til venstre og helt blankt vand til højre, udsigt til Kalø og til Hestehaveskoven inde på fastlandet.

Tilbage i middelalderen

Vi møder kun et par andre vandrere, så det er let at få fornemmelsen af at være tilbage i middelalderen. Vi kan næsten se vagterne på borgmuren gå deres runder på borgen for at holde øje 360 grader rundt, over Århusbugten, over landet, over alt.

Vi ser fangekælderen, som måske også har været tilflugtssted for borgens folk, vi fornemmer en barsk tid med krige, og også et sammenhold og en hverdag i en tid, hvor magten var hos mændene og alle måtte passe på og passe ind.

Ravnene flyver over borgens tårn, og vi kom helt til tops via de moderne trapper, som er blevet lagt ind, ganske elegant og fint, det gør oplevelsen stærkere at kunne komme helt op på toppen af den gamle ruin. Nå, vi kan ikke se så langt, tågen ligger stadig tæt. Fantasien bliver sat ind. Vi ser riddere på hesteryg, sejlskibe på bugten og en borg som summer af liv og aktivitet.

En fin start på en magisk rejse. Tråden til middelalderen er åbnet og vi føler os forbundet med noget gammelt og væsentligt.

Vikinger, skov og tingsted

TIlbage på p-pladsen får vi øje på et kort over Hestehaveskoven. Skoven er et område, som jeg ikke kender så godt (da jeg bare plejer at gå til Kalø).  På kortet er der markeret en sted, som hed Store Stenhøj. Det lyder spændende og tiltrækkende for sådan et par spirituelle hoveder som os  – så vi aftaler at vende tilbage på hjemvejen, hvis der er tid og energi.

Mols Bjerge, Tinghulen - magisk skov

Når vi snakker Mols Bjerge vender jeg altid tilbage til Tinghulen. I dag er ingen undtagelse, vi må helt sikkert ud til det sted, hvor vikingerne mødtes til Tinge, det er et af de mest magiske og smukke steder i området.

Grace fører os trygt ud mod Mols med stop i Vrinners Brugs, og videre med lommerne fulde af nødder, brød og tørret frugt.

Tågen ligger stadig tyk over landskabet selv om klokken efterhånden har passeret middag, og jeg kan ikke engang vise Trine de små bitte (og meget flotte) “bjergtoppe” på vejen, de er væk i det våde element. Ingen hindring, turen er fyldt med herlig spænding og glæde ved selve rejsen og fællesskabet.

Turen hen til Tinghulen fra p-pladsen er ikke lang, men den er til gengæld altid ganske særligt smuk.

Moder Jord fylder vores lunger med den klareste luft, der dufter helt vidunderligt af mos, gran, svampe og jord og det hele ligner noget fra en Tolkien fortælling. (Måske Frodo dukker op om det næste hjørne?). Vi møder en kvinde til hest, det er ikke en Tolkien figur. Men alligevel……

Tråde fra fortid til nutid

Der er vand over alt. På jorden, i luften, mellem trækronerne, på bladene (som er gule, grønne, orange, brune, – alle toner). Vand er følelser, magi, krop. Det er feminint, det rundt og blødt og samtidig kan det være kraftfuldt og transformerende.

Vi er tilbage i vikingetiden. Står på skråningen og ser ned i Tinghulen, ser hvordan der diskuteres og hvordan folk sidder op ad skrænten og kan følge med i det hele. Det var vist mest mænd (igen) som ledede på tinge, men vi fornemmer igen fællesskab og samhørighed sammen med barske omstændigheder hvor sammenhold var grundlæggende vigtigt. Hvor var kvinderne i vikingetiden? Jeg ved det faktisk ikke, måske de alligevel var med, men lidt i baggrunden. Jeg forestiller mig en bedre balance end i middelalderen og at kvinderne faktisk havde en del indflydelse på Tinge og på helheden.

Vores tråde er trukket, til vikingetiden, til vores fælles nordiske fortid. Energien trækkes op til nu, det føles som en åbning og en velsignelse.

Fantastisk dag, – en let frokost  i tinghulens fantastiske natur og videre, op igen ad bakkerne, med de vidunderlige efterårsfarver og den tågede luft omkring os.

Alene i verden, næsten.

Oldtiden trækker – mon vi rejser i tiden?

Tilbage ved bilen,  fra vikingetid til 2018 – et blik på hinanden – ja, vi skal også til oldtiden i dag. Ingen tvivl. Vi forlader det magiske Mols og kører tilbage ad sporet, til p-pladsen ved Kalø.

Vi vandrer igen i en tåget skov. Hestehaveskoven er en mere åben skov med store, gamle træer  – de ældste er fra 1700-tallet. Endnu en fornemmelse af trådene tilbage i historien, som vores dag kom til at handle om.

Stenhøjen fandt vi et stykke fra stien, tydeligt lå den derinde mellem de høje træer. Selve stendyssen på midten af højen er omgivet af en stencirkel, og der er endnu en stencirkel i midten, måske en bålplads eller en rest af endnu en dysse.

Der er ingen forklaringer på, hvad højen egentlig er blevet brugt til eller hvor gammel den er.

Vi føler os hensat til et afsnit af Outlander (serie som bestemt er værd at se hvis ikke du kender den). Jeg var klar til at rejse gennem stenen, til en anden tid, og det virkede sådan set fint. Jeg mærkede tiden, en helt anden tid hvor naturen var respekteret, hvor man brugte magi, urter, plantemedicin og bøn som en naturlig del af livet.

Man forholdt sig til jorden, til naturen, til kraften og den energi, som binder det hele sammen. Kvinderne havde fat i dette, det er jeg helt sikker på – kan næsten mærke det i min egen krop, hvordan vi er født til at snakke med Moder Jord og leve i pagt med årstider, rytmer og cirkler. Hvordan vi lytter og skaber fællesskaber som holder, i gensidig respekt og med stor omsorg for den planet, den natur, som har givet os livet.

Stencirklen i Hestehaveskoven

De der sten står der ikke tilfældigt – og de kaldte på os den dag i tågen.

Noget bliver vækket, en energi, en kraft, en nødvendig ressource, en tråd bagud i tiden som forbinder os her i 2018 (19) med den kraft og de evner, som vi har i vores kroppe, vores gener, vores spirituelle arv.

Svært at beskrive med ord. Magisk var det at træde ud på Imrama – sjælens rejse – og lade os lede af hjertet, dagen og Moder Natur.

Særligt fantastisk var mødet med stenene på højen og samtalen med dem, fra hjerte, hænder og sjæl.

Tak, Moder Jord.

OG tak Trine Lise, for at manifestere denne transformerende rejse sammen med mig.

Joyann og Trine Lise